Sjove historier fra firmaets gamle dage


                     

 

              Min far Niels Arne Guldager

              1908 – 1990. Her i 1943 er han 35 år

Her er lidt firmahistorie om hvordan arbejdsforholdene var for min far under II. verdenskrig. Han var hele livet stolt af, at han aldrig havde modtaget penge fra det offentlige. – Han skulle nok selv tjene sine egne penge og det gjorde han, men det var hårdt arbejde.

Han startede i Randers i 1938, men allerede samme år fik han sit eget distrikt i Hobro og vi flyttede så dertil.               

 

                                                    Knud Erik Guldager

 

 

NEJ TAK TIL ET 5 KRONERS MÆRKE

Foruden sælgerarbejdet bestod min fars arbejde i begyndelsen i at cykle rundt i Randers og nærmeste omegn for hver ugedag at indkassere et afdrag fra de kunder, der allerede havde købt en symaskine. Næsten alle maskiner blev dengang solgt på afbetaling med ugentlige afdrag, da alle arbejdere fik ugeløn.  Det var mest småkårsfolk der syede alt tøjet selv og derfor var nødt til at have en symaskine, men ikke havde råd til at købe den kontant.Kunder der havde købt på afbetaling havde hver en bog, hvor de så klistrede enten det 2 kroners eller 5 kroners mærke ind, som de fik af agenten, når de havde betalt.

 

Velhavende folk, - som store gårdejere, købte kontant, men forlangte så også en klækkelig kontantrabat. Det var i grunden meget usocialt, for de havde netop råd til at betale den reelle pris, medens fattigere folk, - der ikke kunne betale kontant - oven i købet blev pålagt en klækkelig afbetalingsrente.  - Men verden er jo sjælden retfærdig.

En dag i begyndelsen kom han ind i en opgang i det indre af Randers og bankede på. Kunden - en yngre dame, lukkede op, kiggede interesseret på min far og sagde: - Nå, er du den nye agent. - Du er da også meget yngre end den gamle, men vi kan vel gøre som jeg plejer. - Derpå gik hun ind i soveværelset, medens hun begyndte at tage tøjet af. – Det har jo nok været et fem kroners mærke.

– Min far sagde selvfølgelig nej tak, - det fortalte han i hvert fald, og når man tænker på hans strenge opdragelse og deraf moralske væremåde, er det helt sikkert rigtigt.

Nu var der på grund af krigen ikke flere nye symaskiner at få, så han satte annoncer i Randersaviser under billetmærke, om køb af, - som han skrev: - Gode brugte trædemaskiner. Gerne af mærkerne Singer, Pfaff og Husqvarna. God pris gives.                                                  Folk skrev så ind til billetmærket der administreredes af avisen, som igen sendte brevene videre til min far. Han tog så cyklen med toget til Randers og cyklede ud og købte maskiner op og sendte dem med banen til Hobro, hvor vi nu boede. Her reparerede han dem og gjorde dem klar til salg.

Han satte atter annoncer i, - igen under billetmærke, men nu i Hobroaviser der også dækkede omegnen langt ud. Ved at sælge maskinerne på en anden egn, risikerede han ikke at sælge maskinen, - han lige havde købt, til mandens nabo. Det kunne jo godt gå hen og blive lidt pinligt, selvom handelen var ærlig nok. Nu blev der altid kun annonceret med én bestemt maskine.

Når en kunde så havde skrevet ind og meddelt, at den maskine kunne det da godt være de ville købe, cyklede min far ud til kunden og demonstrerede den.

Nu fylder en trædemaskine jo meget og er tung, med sit støbejerns understel. Heldigvis kunne de fleste sænkes ned i en kasse i stellet. Sådanne blev kaldt: - Kabinetmaskiner. Min far havde lavet en krydsfinerplade med kanter, så træpladen på et symaskinebord passede ned mellem kanterne. I bunden lagde han et blødt stykke tæppe.

Denne plade lagde han på bagagebæreren af sin cykel og lagde den tunge trædemaskine på hovedet ovenpå pladen.    

   

  

 Opretstående model       Nedsænkelig model. (Kabinet)

Det var sådanne modeller han cyklede med på bagagebæreren

Det gik fint. Han satte en hånd bagom og holdt fast, så maskine og plade ikke skulle falde af på de ofte ujævne og hullede grusveje der sommetider havde vaskebrætmønster. 

At en grusvej har vaskebrætmønster vil sige, at den er fuld af ene tværriller frembragt af hurtigkørende biler. Faldt maskinen af kunne det skrøbelige støbejernstel meget let knække og den ville i så fald være mere eller mindre værdiløs. Det var temmelig svært at cykle med én hånd, især om vinteren, - men det kunne min far.

EN VINTERCYKELTUR

 

40 kilometer

En vinter havde jeg dog plaget mig til at komme med. Der var kun ca. tolv kilometer ud til kunden, men der var meget sne og vejene var glatte. Jeg måtte ikke cykle ved siden af ham, for hvis han væltede, kunne jeg få den tunge maskine ned over mig. - Jeg skulle cykle et stykke bagved.

Der var koldt og vinden bed i kinderne. Vi havde madpakke med, som vi spiste siddende i læ af en vældig, lidt hul snedrive i vejgrøften. Jeg kan endnu tydeligt huske, hvor godt en rugbrød med leverpostej smagte under de forhold. - Der føltes helt varmt nede i læ af driven i modsætning til den bidende vind på landevejen. Kort efter punkterede min fars baghjul og han måtte læsse maskinen af, og vende cyklen om med hjulene op og lappe slangen med sine kolde fingre. Det var rigtig træls. - Han kom i hvert fald ikke let til sine penge dengang. Han fik dog solgt maskinen, for vi havde den da ikke med hjem igen og vi punkterede ikke mere den dag.

Under krigen kunne man ikke få nye dæk og slanger, så det var svært at holde cyklen kørende for min far. I sær fordi dækkene skulle holde til den tunge last foruden min far, der da mindst må have vejet 85 kilo, skønt han var slank. Han var jo stor og kraftig bygget. For at forstærke dækkene klippede han kanterne af nedslidte dæk og syede selve slidbanen inden i et bedre dæk og på den måde fik han et dæk, der ikke så let punkterede på de mange grusveje der dengang var.

                

HOVMOD STÅR FOR FALD

En anden gang fik han et brev fra en køber, der boede et godt stykke væk. Det havde sneet meget og vejene var ikke ret farbare. På vejen derud måtte han mange gange trække gennem snedriverne for at komme frem. - Det var meget anstrengende.

Det var en gårdmand på en større gård, der havde skrevet ind og da min far endelig fandt gården langt ude på en lille kommunevej, viste det sig, at den lå et stykke nede på marken og at vejen derned var dækket af meterhøje snedriver. Det ville være helt umuligt at komme dermed med cyklen. Min far tog derfor resolut den store trædemaskine på nakken og vadede gennem sneen ned til gården.  

 

Han kom ind i det varme køkken og demonstrerede maskinen for gårdmandskonen. Hun var meget begejstret og ville gerne have den. Hun havde kun en ældgammel håndsymaskine fra mandens bedstemors tid. Men på landet dengang var det manden der bestemte i den slags sager. Især tykke og selvtilfredse gårdmænd, der sad mageligt tilbagelænet i deres gode lænestole, med venstre tommelfinger i vestens ærmegab og forsøgte at værdige ud, mens de røg på deres lange shagpiber.

En sådan type var netop denne gårdmand. – Da min far så efter demonstrationen, spurgte ham, om hans kone dog ikke skulle have denne dejlige maskine, som hun havde ønsket sig så meget - lænede han sig blot endnu mere tilbage, mens han sindigt tog piben ud af munden og sagde: - Se – Nu er du jo cyklet helt herud i det vejr og du vil vel nok nødigt cykle hjem med maskinen igen, så hvis du nu får det halve af prisen, som du forlanger, - kontant forstås - så skal du vist være glad.

- Han satte igen piben ind i munden og kiggede veltilfreds med sig selv, på min far. 

- Men han kendte jo ikke min far, for hvis der var noget min far hadede, så var det, hvis nogen forsøgte at træde på ham. - Først blev han vældig vred, så blev han iskold og sagde med barsk stemme, - medens han med sine næsten to meter tårnede sig op over gårdmanden, der sad nede i sin stol og kiggede op, mens han forskrækket holdt på sin pibe: – Nu skal jeg sige dig én ting, - du fede bonde -. Om du så tilbyder mig det dobbelte, så kan du nu slet ikke købe min maskine, skønt din kone fortjener den. - Men for at gøre det endnu værre for dig, så går jeg lige over og sælger den til en af dine naboer. At køre hjem med den igen behøver jeg nemlig slet ikke, men du kan ikke være det bekendt overfor din kone. - Hun ville gerne have haft maskinen. 

Du får jo også nok nogle drillerier fra den nabo jeg sælger den til. De vil sikkert fortælle dig, at den gode maskine skulle du dog have købt, og at det var en skam, du ikke havde penge nok til at betale, hvad den kostede. - Men det problem må du lære at leve med på grund af din nærighed og din lille respekt for andre mennesker.  

Min far solgte den på den tredje gård han besøgte. Den hovne gårdmand har jo nok heller ikke haft det let med konen efter den historie, men jeg synes det var helt retfærdigt og håber han har lært noget.

Jeg må indrømme, - som sælger, at jeg elsker den historie og jeg er stolt af min far, for, at han ikke lod sig kue og for at han havde så meget selvtillid og energi, at han var sikker på at sælge maskinen samme dag til en nabo, selv under de meget vanskelige forhold med at slæbe maskinen gennem sneen til den næste gård.

Jeg må også indrømme, at jeg virkelig håber gårdmanden har fået rigtig meget vrøvl med sin kone. Det tror jeg nu nok han har fået, for dengang skulle den slags folk altid være store i slaget udadtil, men indenfor hjemmets fire vægge var det nemlig ikke så sjældent konen, der havde det sidste ord og det er måske slet ikke så forskelligt fra i dag?

 Det var dette tyske mærke han startede med at sælge.